Besøg fra partnerlandene
Fornylig havde to af Køge Handelsskoles internationale koordinatorer besøg af partnere fra Qual4T2-projektet. Nathalie Peters fra Holland, Francesca di Paolantonio fra Italien, Margrieta Kroese fra Holland (tovholder på projektet), Anabel Menica fra Spanien, Natassa Kazantzidou fra Grækenland var i Danmark for at mødes med Gitte Dyrløv og Tina Biil Eriksen om næste skridt i projektet.
”Qual4T2-projektet, der har fokus på kvalitet i teamsamarbejde blev startet op på Køge Handelsskoles EUX og EUD Business i skoleåret 2016/17, og i skoleåret 2017/18 blev også to teams på skolens Handelsgymnasium føjet til projektet,” fortæller Gitte Dyrløv.
”I projektet arbejder vi med udvikling af konkrete værktøjer til at forbedre kvaliteten i teamsamarbejde. Projektet går nu ind i den afsluttende fase, hvor alle værktøjer og guides gennemgås og finpudses, inden den endelige version publiceres – og det var netop det, vi havde i fokus på partnermødet i Køge,” siger Tina Biil Eriksen.
”Næste step i projektarbejdet bliver at uddanne et par medarbejdere fra hver partnerskole i at undervise i brugen af projektets værktøjer. Kurset finder sted i Rom i januar 2019, og det står stadig ret åbent, hvem der skal deltage fra Køge Handelsskole,” siger Gitte Dyrløv.

