EU i øjenhøjde til Euroscola
Trine Munkholm Teglskov og Astrid Vandenbergh Haaeman rejste med 24 engagerede elever på tværs af årgange og studieretninger fra Køge Handelsgymnasium til Strasbourg for at deltage i Euroscola, hvor unge fra hele EU hopper i de virkelige parlamentarikeres sko og diskuterer politik på tværs af medlemslandene. Tiltaget handler om at udbrede unges kendskab til EU og få dem i øjenhøjde til at tale europæisk politik og skabe forbindelser på tværs i den europæiske ånd. 40 elever havde skrevet en motiveret ansøgning for at komme med til Euroscola 22. marts.
Euroscola bød på et tætpakket program med indledningsdebat i den imponerende Plenarsal i parlamentet, præsentationer af alle de deltagende nationer, arbejde med store emner på tværs af EU i mindre arbejdsgrupper, præsentation af arbejdsgruppernes pointer og opsamlende debat og til slut Eurogames - quiz om alt andet end politik.
I den indledende debat fik de 600 elever mulighed for at stille spørgsmål om EU til det spanske parlamentsmedlem Pilar Del Castillo, mens de sad på de faste parlamentarikeres sæder i Plenarsalen. På baggrund af elevernes spørgsmål kom de vidt omkring - især Brexit, EUs forhold til USA og Tyrkiet, forhandling af handelsaftaler og migration fyldte mest. I den indledende debat deltog også Cecilie Ring Westergaard 1b og Lasse Ritto Mikkelsen 1x med spørgsmål om handelsaftaler med Trump og migration.
Debatten blev efterfulgt af elevpræsentationer fra alle de deltagende lande. Eleverne præsenterede på skift egen skole og land for hele forsamlingen. Oliver Rosenkilde fra 2j havde - efter kampvalg - fået æren af at fortælle om Køge Handelsgymnasium, Køge Handelsskole, Køge og Danmark. De unge fik derefter mulighed for at afprøve afstemningssystemet i parlamentet gennem en meningsundersøgelse om de unges holdninger til centrale spørgsmål om fællessprog, møntfod og medlemskab af EU.
I klinch med de andre unge
Bagefter roste de administrative EU-medarbejdere, der bandt indledningen sammen, eleverne for at være tro mod det europæiske projekt i såvel landepræsentationerne som i den efterfølgende afstemning - at være e rodfæstet i eget land og del af noget større - nemlig EU, hvor holdninger brydes, indtil enighed eller kompromis opnås. Efter frokost skulle alle Euroscola-eleverne netop prøve det: Mikkel Gravenhorst 2c, William Yde 2c og Asta Kielgast 2c varetog Energi og miljø. Migration og integration tog Lasse Ritto Mikkelsen 1x, Mads Magnus Gylling Olsen 1u, Casper Tougaard Toft 1u og Marius Karoli 1e sig af.
Kulturarvgruppens danske repræsentanter var Lærke Maahr 2j, Sine Skjershede 2j, Josefine Cecilie Frese 2j og Simone Thomsen 2j. Menneskerettigheder lå Oliver Rosenkilde 2j, Iben Høgholm 2j, Nanna Bagger 1k og Emilie Jensen1k på sinde. Europas fremtid varetog Astrid Hammer 1a, Frederikke Thomsen 1m, Rikke Handrup Engvald Larsen 1b og Cecilie Ring Westergaard 1b, mens William Grønkjær Maxen 3u, Oscar Friis Johansen 3u, Zacharias Thomhav 3b og Frederik Waldejer 1m tog hånd om Unge og arbejdsmarkedet.
I den opsamlende debat blev arbejdsgange i arbejdsgrupperne præsenteret af eleverne og fremlagt af en selvvalgt talsperson. I kulturarvsgruppen fik Sine Skjershede 2j æren af at være talskvinde og præsentere det lovforslag, hele forsamlingen skulle stemme om. 365 stemte for, 103 imod og 57 forholdt sig neutrale efter forsamlingens debat.
Det officielle program afsluttede med Eurogames, hvor Marius Karoli 1e var med på det røde hold i Eurogames mod det blå, hvide og grønne hold formet på tværs af alle deltagende nationer. En quiz med spørgsmål om kultur, kunst og musik, som grønt hold vandt.
Citater:
”Euroscola har givet mig et bedre indblik i hvordan EU fungerer. Ved at prøve at stå i EU-parlamentarikernes sko kan jeg se hvorfor det kan være svært at opnå enighed på tværs af EU. Jeg har mødt mange engagerede unge fra forskellige EU-lande og jeg har oplevet hvor meget de gerne ville det her,” siger Iben Høgholm, Ølby.
“I de tider vi lever i, synes jeg, at EU er en vigtig faktor for sammenhold og for at bevare demokrati i vesten og for økonomiske forbindelser til resten af verden. EU skal varetage de overordnede linjer. Jeg går meget op i politik, og at deltage i Euroscola har været en kæmpe mulighed for at opleve EU indefra. Det har været en unik oplevelse at sidde på EU-parlamentarikernes pladser og arbejde som dem og trykke på knapperne under afstemningerne,” siger Mads Magnus Gylling Olsen fra Rødvig, Stevns.
“Plenarsalen er enorm, og den fik jeg lov til at opleve fra en anden vinkel som talsmand for den danske gruppe under den indledende præsentation. Det var blæret at stå nede på podiet og præsentere Køge Handelsgymnasium for så mange tilhørere. Jeg fik også mulighed for til at tale med de andre landes talsmænd inden Euroscola begyndte, og alle fandt sig til rette i salen,” siger Oliver Rosenkilde på 18 år og fra Haslev.
”Det var fedt at møde mange nye mennesker fra forskellige lande og høre om hvordan deres lande fungerer. Mange jeg talte med var fx meget fascinerede af SU. Jeg går selv og overvejer at blive politisk aktiv i et ungdomsparti, og til Euroscola mødte jeg mange andre unge, som også drømmer om at gøre en forskel gennem politik,” siger Cecilie Ring Westergaard fra Karlslunde.

