Du er hvad du spiser?

 

Har DU lyst til at vide, hvordan en chicken nugget bliver til? Det spørgsmål blev 1., 2. og 3. års eleverne Køge Handelsgymnasium på Køge Handelsskole stillet, da de som led i deres danskundervisning så dokumentaren ”Eating Animals” på Tapperiet. Filmen vises under CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival - en af de største dokumentar-filmfestivaler i verden. Den femtende udgave af festivalen finder sted fra den 15-25. marts 2018, og kan nu opleves i Køge, Herfølge og Borup.  

”Eleverne så filmen for at virkeliggøre deres undervisning om dokumentargenren, som er en del af elevernes pensum og eksamen. Dokumentarfilmen over Jonathan Safran Foers bog gjorde et stort indtryk på eleverne. De syntes, at det faktisk er ret voldsomt at spise dyr. Og vi har efterfølgende diskuteret filmen i undervisningen, og fx hvorfor det er så populært at se dokumentarfilm om virkeligheden fra noget i vores hverdag,” fortæller Heidi Thaysen Højberg, der dagligt underviser i dansk på Køge Handelsgymnasium. 

Dokumentarer skal ses på det store lærred 

Det er første gang, at eleverne fra Køge Handelsgymnasium deltager i CPH:DOX filmfestival, som et led i undervisningen, men det er ifølge deres underviser noget som, de gerne vil fortsætte med frem over. 

”Ved at inddrage en anerkendt dokumentarfilm under CPH:DOX i undervisningen, bringer vi teorien langt tættere på eleverne. De både oplever og læser, hvordan teorien bag dokumentargenren kan være med til at udforske virkeligheden med kritiske briller, og filmisk analyse bliver pludselig langt mere interessant for eleverne i deres undervisning”, forklarer Heidi Thaysen Højberg.

To HTX klasser fra EUC Sjælland Campus Køge har desuden deltaget i en lukket visning af ”Cyborgs Among Us” på Køge Bibliotek, som led i deres undervisning. Begge visninger blev tyvstarten på CPH:DOX i Køge.

CPH:DOX arrangeres af Køge Kommunes kulturafdeling i samarbejde med Køge Bibliotek, Tapperiet og CAMPUS Køge.