Når ledelse går i blodet
Bo Christiansen fra Borup og Birgit Ellegaard fra Haslev er i gang med den populære grundlæggende lederuddannelse på Kursuscentret på Køge Handelsskole og begge har fået smag for ledelse og drømmer om at fortsætte op ad uddannelsestrappen med ledelse på akademiniveau.
Den grundlæggende lederuddannelse på AMU-niveau giver de basale værktøjer og viden, en leder har behov for. Uddannelsesforløbet bliver også for mange en vej videre op i uddannelsessystemet inden for ledelse, da forløbet giver en god forsmag på ledelsesfaget og på oplevelsen at gå på uddannelse. Bo Christiansen og Birgit Ellegaard er begge to begejstret for ledelse som faglig disciplin og oplever begge, at uddannelses teori og værktøjer hurtigt kan anvendes direkte i hverdagen. Bo Christiansen var ledig på grund af en konkurrenceklausul, da han meldte sig på uddannelsesforløbet, men arbejder i dag som ejendomsinspektør på Amager. Birgit Ellegaard er endnu ny i sin lederrolle og fik grønt lys fra sin chef til at tage et lederforløb for at få sig et solidt fundament som leder.
”Jeg havde brug for viden og værktøjer til at bedrive ledelse, ” siger Birgit Ellegaard og fortsætter: ”Transformationen fra medarbejder til leder på samme arbejdsplads kræver indsigt, og den får jeg her. Jeg synes, det er interessant at opleve værktøjer, jeg har brugt med unge også kan anvendes i tilgang til voksne. Jeg har fundet alle aspekter, vi har gennemgået, meget brugbare: Vi har haft om positiv psykologi, om persontyper, og hvordan man leder forskellige typer mennesker – og om facilitering af møder, og hvordan man planlægger og afvikler dem bedst, så de er effektive og anvendelige for mødedeltagerne, når de går derfra.”
Bo Christiansen er enig: ”Der kommer struktur på sagerne, og uddannelsen har allerede nu givet mig gode ledelsesmæssige værktøjer og viden. Det er interessant at være på uddannelsesforløb med så mange forskellige mennesker med så vidt forskellige baggrunde – både indhold på job og kultur på arbejdspladser. Der er fx en verden til forskel, når man blot tager min og Birgits hverdag i betragtning – men det giver stor mening, når vi i fællesskab drøfter situationer og begivenheder med ”ledelse” som omdrejningspunkt”.
I et fortroligt rum
Både Bo Christiansen og Birgit Ellegaard synes at fællesskabet – både fagligt og socialt – er noget af det bedste ved uddannelsen.
”Lærerne er supergode til at inddrage paralleller fra vores hverdag – og de giver tid til, vi kan diskutere ledelsesdilemmaer, for de er langt hen ad vejen universelle om det er mennesker eller maskiner, vi arbejder med. Det giver god inspiration, og vi fungerer som erfa-gruppe for hinanden som ledere,” siger Bo Christiansen.
”Det er været meget lærerigt at høre om de andres udfordringer som ledere, og så er det rigtig godt at kunne vidensdele. Og vi kan følge med i hinandens hverdag fra gang til gang, når vi ses. Og vi har også en facebookgruppe, som jeg tænker også får et liv, når uddannelsesforløbet engang er ovre. Det giver faktisk rigtig meget at vende sine problemstillinger med andre udenfor ens hverdag – og forcen her at vi har gennemgået stoffet og eksemplerne sammen”, supplerer Birgit Ellegaard.
Næste hold starter 27. februar 2018, og du kan tilmelde dig på khskurser.dk eller få information ved at kontakte kursussekretær Katja Lorentzen i Kursuscentret, Køge Handelsskole kml@khs.dk / 56670488.

