Fællesskabet CAMPUS Køge vokser

 

Projektet er etableret omkring de tre erhvervsuddannelse og UUV Køge Bugt på CAMPUS Køge og tager udgangspunkt i GF 1 eleverne med et særligt fokus på unge, som er i risiko for at falde fra. Projektet fokuserer på fire aktiviteter fokuseret omkring identifikation af unge som er i risiko for at falde fra, gruppevejledning med Ungdommens Uddannelsesvejledning, Ung-til-ung og kompetenceudvikling for alle professionelle omkring de unge.

Det central og særlige ved dette projekt er UUV´s gruppevejledning på alle GF1 hold på CAMPUS Køge. 

 

Gruppevejledning til unge på erhvervsuddannelserne

Her arbejder de unge med selvindsigt, fællesskab, mestring og strategier – alt sammen med fokus på deres eget uddannelsesprojekt. En ung udtaler: ”Det er virkelig godt at finde ud af, hvad det er, man er god til, og alle er god til noget, så alle på holdet har ligesom fået et skulderklap. ” Den enkelte unges styrker skal bringes i spil i klassens fællesskab og det drager lærerne nytte af. En underviser på én af erhvervsuddannelserne siger, at man godt kan se, at der sker noget andet med eleverne i gruppevejledningen – eleverne agerer på en anden måde. Gruppevejledningen har til formål at styrke de unges fokus på, hvordan de selv tager ansvar for deres eget uddannelsesprojekt. 

 

Gruppevejledning kan noget som metode der får de unge til at se på sig selv og hinanden i en anden kontekst end den normale undervisning. UUV Køge Bugt har arbejdet med gruppevejledning af unge i en række år og har dermed et godt funderet erfaringsgrundlag at stå på. Ungdommens Uddannelsesvejledere kommer ind på holdet udefra, og det åbner for nogle andre muligheder og perspektiver i forløbet.

 

Fællesskabet CAMPUS Køge

Vi arbejder også på tværs af institutionerne i forhold til at få kortlagt hvilke indsatser og aktiviteter, vi henviser unge med risiko for at falde fra til. Det er vigtigt, at der findes de rette indsatser til de unge, som kan hænge på kanten af uddannelsen. Projektet og har også ledt tankerne videre til Fælleshuset CAMPUS Køge, som kan samle initiativer rettet mod de unge.  Det kan være arbejdet med eksamensangst, sundhed, bibliotek/videnscenter, fælles kompetenceudvikling på CAMPUS, vejledning til uddannelse og job, men også tilbud om misbrugsbehandling og andre støttende foranstaltninger, der knytter sig til unges fastholdelse i uddannelse.

 

Christel Jørgensen

Souschef UUV Køge Bugt