Slagter, konditor eller kok: nye uddannelser på vej til Campus
ZBC har planer om at tilbyde nye fødevareuddannelser på Campus Køge. Den optimistiske tidsplan lyder på omkring et år.
Der er behov for flere fødevareuddannelser i Køge Bugt-området, og jo tættere på de unge jo bedre.
Sådan lyder budskabet fra ZBC, der udbyder en lang række forskellige uddannelser på Sjælland. ZBC, der i forvejen står for SOSU-uddannelsen på Campus Køge, har nu endnu en gang blikket rettet mod Køge.
Der er en del unge, som tager til København for at uddanne sig inden for fødevareområdet, men der vil være endnu flere, der tog en uddannelse, hvis den var tættere på de unge. Nærhed er et vigtigt princip, siger vicedirektør i ZBC, Jan Bagge, og fortsætter: -Derudover kan vi se, at Køge er ude i en rivende udvikling, og det medfører en positiv demografisk udvikling.
Derfor står nye fødevareuddannelse på Campus Køge på toppen af vores ønskeseddel.
Inden for et års tid
Før de nye uddannelser, som kunne tælle slagter-, konditor-eller kokkeuddannelser, kan blive en realitet, skal ZBC igennem en proces med høringer hos blandt andet Region Sjælland, men ifølge vicedirektør er det et realistisk mål. Optimistisk set kunne det stå klar inden for et års tid.
Regionen skal høres, men vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til fødevareuddannelserne, siger Jan Bagge.
Han fortæller, at man på Campus Køge både overvejer muligheden for at udvide SOSU-bygningen eller bygge på områdets de tomme grunde.
Vi synes selv, der er nogle gode muligheder, og det er en ret interessant placering i forhold den centrale del af Campus, pointerer Jan Bagge.
Udover fødevareuddannelserne har ZBC også kig på at etablere både grønne uddannelser, automatik-og procesteknikeruddannelser samt en uddannelsen som fitnessinstruktør. Det er dog uddannelserne inden for fødevareområdet, der har det største fokus lige nu.
UUV jubler
Hos Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUV) i Køge Bugt glæder man sig over planerne om at tilbyde fødevareuddannelser på Campus Køge, da den kortere afstand til uddannelsen er central.
Når vi taler om ungdomsuddannelser, så har afstanden til skolen en stor betydning, og at der bliver et bredere udbud på Campus, kan jeg kun bifalde. Det vil give de unge i Køge Bugt-kommunerne endnu flere valgmuligheder, siger Mark Jensen, der er centerleder i UUV Køge Bugt.
Han mener, at flere unge med interesse for mad og fødevarer også vil gå den vej, hvis uddannelserne kommer markant tættere på de unge selv.
I dag skal de enten til København eller Roskilde, så det her er en god nyhed for de unge mennesker. Nogle unge synes måske, at der er for langt til eksempelvis København, og vi kan mærke på de unge, at afstanden betyder meget, siger Mark Jensen.
Han ser også ZBCs planer om flere uddannelser som et bevis på det store uddannelsespotentiale i Køge.
Det er en blåstempling af, at Køge uden tvivl er et fremtidigt uddannelsesområde, påpeger Mark Jensen.
ZBC, der i forvejen står for SOSU-uddannelsen, har planer om også at tilbyde flere fødevareuddannelser på Campus Køge.

