LÆR AT TACKLE angst og depression - et tilbud til unge
Gør symptomer på angst og/eller depression din hverdag svær? Har du for eksempel svært ved at klare uddannelse, arbejde eller at være sammen med andre? Vil du gerne blive bedre til at tackle dine udfordringer, så har Køge Kommune et kursus til dig.
Kurset er for dig, der er mellem 15-25 år som oplever tegn på angst og/eller depression. På kurset får du mulighed for at møde andre, der har det ligesom dig og afprøve redskaber, som kan give dig større kontrol over dig selv og din hverdag.
Du lærer blandt andet at tackle symptomer på angst og depression, og at klare situationer, der er svære, samt ideer til, hvordan du får mere energi og overskud i hverdagen. En deltager fra et tidligere kursus siger følgende om indholdet:
”Da jeg startede på kurset, var jeg ret langt nede. Jeg endte med at have det rigtig, rigtig meget bedre bagefter, og er forsat begyndt at få det meget bedre”. En anden udtalte ”Kurset er grunden til, at jeg kom i gang med uddannelsen. Fordi jeg turde tage chancen. Det havde jeg aldrig turdet uden kurset”.
Hvem underviser?
Undervisningen varetages af to frivillige instruktører, som har et personligt kendskab til angst og/eller depression, og som ved, hvordan det er, at have symptomerne tæt inde på livet. Instruktørerne har gennemført en systematisk uddannelse og et certificeringsforløb, som gør dem i stand til at lede kurserne.
Videnskabelig undersøgelse
Køge Kommune har siden 2012 haft stor succes med at udbyde lignende kurser til voksne. En dansk forskningsundersøgelse viser, at kurset har store positive effekter på de voksne kursister, der blandt andet oplever en reduktion af symptomer på angst og depression, øget tro på egne evner til at håndtere symptomerne og til at opnå støtte hos omgivelserne. Man forventer, at der kan findes lignende effekter, når kurset udbydes til unge. Derfor har Køge Kommune valgt at blive en del af et nationalt projekt LÆR AT TACKLE angst og depression for unge over de næste 2 år i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning, Statens Institut for Folkesundhed og lokale samarbejdspartnere i Køge. 38 kommuner i Danmark vil over de næste 2 år deltage i projektet.
”Jeg er stolt over de resultater, vi har nået på voksenområdet med kurserne– og det giver rigtig god mening at udvide målgruppen til også at omfatte de unge. Derfor er jeg glad for, at Køge Kommune er udvalgt som pilotkommune i projektet. Vi har allerede holdt ét kursus for de unge, hvor deltagerne oplevede gode effekter af undervisningen. Nu får vi disse effekter dokumenteret gennem pilotprojektet, og dermed kan Køge Kommune være med til at sætte en retning, der kan være til gavn for mange unge i fremtiden, siger Dora Olsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Køge Kommune.
Informationsmøde
Der afholdes informationsmøde den 7. september 2017 kl. 17.00 på Teaterbygningen i Køge, hvor du helt uforpligtende kan komme og høre mere om kurset. Du er meget velkommen til at tage en forælder, ven eller vejleder med. Tilmelding til kurset foregår på informationsmødet.
Kurset forløber over 8 torsdage á 2,5 time og foregår på Teaterbygningen i Køge kl. 17.00-19.30 i perioden 28/9-23/11-2017.
Yderligere oplysninger
Du er altid velkommen til at kontakte Sundhedskonsulent Anne Birkedal, Tlf: 56 67 69 47
eller mail: forebyggelse@koege.dk

