CAMPUS er attraktiv

"Man kan godt konkluderer, at CAMPUS Køge gør det godt. For eleverne hører, hvad andre elever fortæller, og mange har selv været nede at kigge på uddannelserne, så det er et aktivt valg." Sådan lyder det fra Mark Jensen, der er centerleder for Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUV) Køge Bugt.

Her har man for første gang undersøgt, hvor de unge ansøgere fra 9. og 10. klasse hører hjemme i forhold til, hvad de vælger som deres 1. prioritet.

"For et år siden lavede CAMPUS Køge en opgørelse over, hvorfra eleverne på uddannelsesinstitutionerne kom fra. Nu laver vi de modsatte tal så at sige. Vi kigger på, hvilke uddannelsesinstitutioner de unge fra Køge, Solrød, Stevns og Greve vælger", siger Mark Jensen.

Han glæder sig blandt andet over, at 64 procent af de unge, som har søgt mod erhvervsuddannelser, har valgt en af uddannelserne på CAMPUS Køge.

"Det er et flot tal. Køge og Stevns giver sig selv, men det er værd at bemærke, at man også tiltrækker over halvdelen af dem fra Greve og Solrød. Det er flot taget i betragtning af, at man ikke udbyder alle linjer på CAMPUS Køge," siger Mark Jensen.

De fleste vil på gymnasiet

Opgørelsen fra UUV Køge Bugt viser, at størstedelen stadig vil fortsætte deres uddannelse på et gymnasie. I alt har 76 procent af de unge søgt mod en gymnasieluddannelse, mens 20,3 procent har sat en erhvervsuddannelse som deres førsteprioritet. De resterende har enten valgt en produktionsskole i udlandet, at sætte uddannelsen på pause eller noget helt tredje.

Hos undervisningsministeriet har man nogle konkrete mål om, at andelen af elever, der vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse, skal op på 25 procent i 2020. På det punkt sakker man i Køge Bugt stadig lidt bagefter, men i UUV er man positiv omkring udviklingen.

"Kigger man på det historisk, har vi formået at vende tallet, så flere søger erhvervsuddannelserne. Vi er i gang med sammen med skolerne at italesætte det, men det er svært", fortæller Mark Jensen og uddyber: "Det har været nogle historier om, at det er svært at få elevplads, men den udvikling er vendt. Der har også været historier om, at uddannelsesmiljøet på erhvervsskolerne kunne være mere spændende, men det har man eksempelvis på CAMPUS Køge rettet op på."

Mark Jensen peger dog også på, at flere unge i den alder stadig er i tvivl om, hvilken vej de skal gå og derfor vælger den bredde og mere sikre løsning med gymnasiet.

"Det er svært at vende en bølge, som har været i gang over mange år. Mange unge føler også, at det er meget tidligt, de skal vælge en specifik profession eller karriere. Her er gymnasiet en meget bred uddannelse, og gymnasierne gør det også godt," pointerer centerlederen.

Køgensere vælger Solrød

Hvis man retter et endnu skarpere blik mod de gymnasiele uddannelser og kigger på, hvor mange af de unge 9.-og 10. klasseselever fra Køge Kommune, som har søgt en gymnasial uddannelse, så har en god portion valgt Solrød Gymnasium.

I alt har 62 unge bosiddende i Køge valgt STX-uddannelsen på Solrød Gymnasium som deres 1. prioritet, mens tallet for Køge Gymnasium er 266.

Omvendt er de unge ansøgere fra Solrød ikke meget for at kigge mod gymnasiet i Køge. Blot fire unge med bopæl i Solrød Kommune har valgt STX-uddannelsen på Køge Gymnasium, mens 99 har søgt ind på Solrød Gymnasium.

"Jeg tror, det skyldes, at der er elever, som godt vil prøve at skabe nogle lidt andre kammeratskaber, og det har altid været en tradition, at nogle unge fra Køge vælger gymnasiet i Solrød", siger Mark Jensen.

Læs den originale artikel i Dagbladet Køge, lørdag d. 1. juli 2017 af Simon de Visme - sektion 1, side 3.