Unge kom med nye løsning Lovparkens problemer

Elever fra Køge Gymnasium og KøgeHandelsgymnasium deltog torsdag og fredag i den årlige Medici Camp, hvor årets tema var Lovparken. I ugens løb har vrede naboer og kritiske politikere givet deres bud på fremtiden for Lovparken, hvor der den seneste tid har været problemer med både støj og affald.

Centralt i sagen står også de mange unge, som hver weekend benytter parken. Flere af dem havde fredag mulighed for at præsentere mulige løsninger for et dommerpanel bestående af repræsentanter fra kommunen, SSP, arbejdsgruppen omkring Lovparken, ETK og Køge Politi.
Initiativet fandt sted på Køge Gymnasium, hvor 150 elever fra gymnasiet og KøgeHandelsgymnasium var samlet. Rundt om hvide borde sad de i grupper og ventede på, at dommerpanelet kom forbi for at høre om netop deres idé.
Eleverne har siden torsdag morgen haft 24 timer til at arbejde på forslag til, hvordan Lovparken kan blive et attraktivt sted for både de unge selv, beboerne omkring Lovparken og andre brugere af Lovparken. Samtidig med at man nedbringer mængden larm, affald og adfærdsproblemer.

I løbet formiddagen fredag præsenterede grupperne deres bud, og et af dem var en rund arena midt i Lovparken.
På en bærbar computer viste en af gruppens medlemmer Lucas Azubal modelen frem, eksemplificeret med en sort ring.
"Vores forslag med arenaen skal være med til at dæmpe støjen, når folk sidder inde i den", fortalte han. Derudover skulle der også placeres en pantstation med toiletter ved siden af. "Folk vil hellere have lidt penge fremfor at smide dåser og flasker på jorden", argumenterede Lucas Azubal. Han havde godt fulgt med i ugens diskussioner omkring Lovparken og mener, at de unge bør tage mere ansvar. "Jeg tænker, at det er respektløst at smide skrald og flasker, og de unge bør have mere respekt for naboerne, men det er en dårlig løsning at lukke helt ned for parken", siger Lucas Azubal.

En anden gruppe var kommet frem til flere forskellige mindre forslag for Lovparken. Blandt andet flere toiletter, større skraldespande og et skakspil og kryds og tværs i kæmpe skala. Derudover viste deres model af pap også en idé, som gik ud på at placere højtalere i parkens træer, som folk kun koble sig på via en trådløs forbindelse.
"Højtalerne skal have et maksimalt lydniveau, som ved otte-ni-tiden om aftenen halveres og slukkes helt klokken tolv. Det er for at holde lydniveauet nede og tage hensyn til naboerne", fortæller Amalie Thorsen Heidemann, en af gruppens medlemmer.

De var alle ærgerlige over den mulige konsekvens med at » lukke ned « for parken. "Det er en dårlig idé at forbyde musik og alkohol. Der er ikke mange andre steder, hvor vi kan sidde i en park og drikke øl", siger Alberte Toft Falck. Hun påpegede også, at det er relevant for de unge at få øjnene op for parkens problemer. Efter at dommerne havde hørt om alle de unges forslag, blev der i sidste ende kåret en vinder. Og det blev netop gruppen med højtalerne i træerne, der også talte Andreas Torp Friis-Jensen og Cecilie Tannebæk Nielsen.

En af dommerne var kommunens skolechef, Søren Thorborg, som var tilfreds med arrangementet og de unges forskellige idéer. "Det er et strålende initiativ at få sporet de unge ind på at arbejde for nye løsninger".
En ting er regler og forbud, det er måske nødvendigt, men det er også nødvendigt med en grundlæggende ændring af de unges holdning og adfærd, siger Søren Thorborg og fortsætter: "De unge bliver aktiveret og kan sætte sig ind i problemet, og hvad andre har af problemer. Derfor kan de mobilisere tanker omkring en løsning, som gør alle tilfredse".

Samtlige forslag fra de 150 elever bliver sendt videre til en samarbejdsgruppe i kommunen som inspiration til fremtidig løsninger for Lovparken.

  • Fredagens dommerpanel bestod blandt andet af repræsentanter fra politiet og KøgeKommune. Foto Simon de Visme
  • De 150 elever har siden torsdag morgen arbejdet intensivt på at komme med løsninger på problemerne i Lovparken.
  • Vinderidéen kom fra Amalie Thorsen Heidemann og resten af hendes gruppe, der foreslog at placere trådløse højtalere i Lovparkens træer.