Fællesskab og nye værktøjer skal fastholde sårbare unge

CAMPUS Køges projekt med at hjælpe sårbare unge skal tage udgangspunkt i fællesskaber og kommunikative værktøjer. Som beskrevet i DAGBLADET i går tirsdag står CAMPUS Køge i spidsen for et projekt, som skal understøtte sårbare unge og øge deres muligheder for at klare sig igennem en uddannelse.

Projektet med navnet » Det er nemmere at forlade en uddannelse end et fællesskab « bliver støttet med 1,1 millioner kroner af Region Sjælland, og på Køge Handelsskole ser man frem til at komme i gang hurtigst muligt.
Først og fremmest skal vi starte med spotte de unge, som for eksempel er ensomme eller ved at glide ud af fællesskabet, siger Tim Christensen, der er direktør for Køge Handelsskole, og fortsætter: Herefter handler det om nå ind til dem gennem snak og samtale og få integreret de unge i grupper og fællesskaber på skolen. Jeg tror, at de unge vil opleve en større opmærksomhed på deres valg og trivsel.

Netop fællesskab er kernen i det nye projekt, som blandt andet har UUV Køge Bugt, SSP og Køge Kommune bag sig. Fra de mange aktøreres side er man opmærksom på at se på hele systemet omkring de unge.
Hvis man er en del af et fællesskab, er det sjovt at komme i skole. Det har en kæmpe betydning for de unge at tilhøre en gruppe og føle, at det betyder noget, at de er der. Vi er nødt til at kigge systematisk på familien, vennerne, skolen, vejledningen og lærerne, siger Tim Christensen.

Han fortæller, at der skal udvikles værktøjer og modeller, som skal afprøves og efterfølgende evalueres. Det vil også betyde, at mange medarbejdere får et kompetenceløft, pointerer Tim Christensen.
De vil lære en masse om social psykologi, og de udvikler nogle kompetencer, som de næste generationer også kan få glæde af. Hvis først der er fokus, nye værktøj og ændrede arbejdsgange, kan det fortsætte og udvikle sig i fremtiden, siger han.

Ved at hjælpe de sårbare unge er det planen, at det tværgående projekt i sidste ende skal være positivt for samfundet.
Den store gevinst er, at de gennemfører deres uddannelse. Det er dyrt at have store frafald, og det koster samfundet dyrt ikke at få dem uddannet til erhvervslivet, siger Tim Christensen.
Ifølge direktøren fra Køge Handelsskole er det planen, at projektet skal skydes i gang allerede efter jul.

Læs artiklen i DAGBLADET her