Parat til læreplads?
Har du en HHX eksamen og ønsker du at gå i lære i erhvervslivet? Så skal du være opmærksom på, at du først skal igennem et obligatorisk grundforløb på fem uger. På Køge Handelsskole er der sat dato på det næste forløb.
”Er du student fra HHX, og ønsker du at søge en praktikplads indenfor kontor, handel, detail eller event, så skal du gennemføre et adgangsgivende 5-ugers grundforløb kaldet EUD Student. Vi starter næste fem ugers forløb mandag den 10. oktober med afsluttende eksamen enten den 17. eller 18. november 2016”, fortæller vejleder Karen Skipper fra Køge Handelsskole.
”Har du fået stillet en praktikplads i udsigt, så skal du bruge dette grundforløb for at gå videre ad den uddannelsesvej. Det kan også bruges, hvis du stadig er usikker på hvad du vil. Det kan være du er ved at spare op til en stor udlandsrejse med afgang ved årsskiftet, så er det da en god ide at sætte lidt ind på uddannelseskontoen ved siden af – så du kan gå direkte ind på en læreplads, når du engang vender tilbage,” siger Karen Skipper.
Lige efter dig
”Forløbet er kort og koncentreret – og det rummer en pakke bestående af de uddannelsesspecifikke fag, der er målrettet din uddannelsesretning. På Køge Handelsskole tilbyder vi, du kan uddanne dig til at søge elevplads inden for kontor, handel, detail eller event. Du skal arbejde med et givent tværfagligt projekt – og det er tonet den retning, du vil bevæge dig i med dit arbejdsliv,” siger Karen Skipper.
”Uddannelsesformen er meget fleksibel. Du møder ind dagligt et par timer, hvor du arbejder i vores Læringscenter, som er beliggende på 3. sal i Kursuscenteret – her er der pc’ere – eller du kan vælge at bruge din egen og koble dig på vores trådløse netværk. Der vil være en lærer tilknyttet som vejleder dig gennem forløbet,” siger Karen Skipper.
”Forløbet, som i øvrigt gør dig SU-berettiget, er fleksibelt skruet sammen – det er en blanding af tilstedeværelse og selvstudier, så du kan sammen med de andre på holdet og underviseren selv afgøre, hvornår på dagen, I vil have jeres undervisning med læreroplæg lagt – så der er intet i vejen for, du kan passe et job ved siden af. Så det er nemt at investere tid - og både tjene ind på bankkontoen og din uddannelsesmæssige konto,” siger Karen Skipper og fortsætter: ”Og når du er på skolen, kan du trække på alle slags tilbud – fx cafe, mediecenter og it – og så er her jo masser liv og masser af mennesker. Du skal tilmelde dig hos mig på mail: kms@khs.dk”
”Der findes et tilsvarende EUD-student forløb for studenter fra STX, HTX og HF. Det har dog varighed af 10 uger, idet der skal flere elementer ind fra erhvervsuddannelserne. Her er der opstart 1. februar”, siger Karen Skipper.

