Find vej til hinanden
”Kursuscentret på Køge Handelsskole udbyder et vejledningsforløb for højtuddannede flygtninge, så de på bedst tænkelige måde kan få hurtigt fodfæste på arbejdsmarkedet med baggrund i deres formelle og uformelle kompetencer. Den enkelte deltagers jobsøgning kvalificeres med fokus på CV, ansøgninger og ved træning af den gode jobsamtale i et forløb, som vi kalder Pathfinder”, fortæller projektleder Karen Skipper.
”Hindringen for målgruppen for Pathfinder er ofte, at de ikke kender til kulturen på danske virksomheder. De har ikke erfaring med at søge job på det danske arbejdsmarked, og ofte er eksamenspapirer enten gået tabt i hjemlandet eller ikke direkte anvendelig i forbindelse med jobsøgning. Her sætter vi sammen fokus på deres formelle og uformelle kompetencer via realkompetencevurderinger, samt giver deltagerne indblik i den danske kultur både på – og udenfor arbejdsmarkedet”, fortsætter Karen Skipper.
”Med udgangspunkt i kursisternes kultur sætter vi dem ind i det danske arbejdsmarked, som godt kan give udfordringer. Vi introducerer kursisterne til det danske samfund og det danske arbejdsmarked. De lærer at gå ud og brande sig selv. Vi ser på, hvad vores kulturer har til fælles, og hvordan vi kan bruge deres faglige ressourcer. Kursisterne lærer vigtigheden af professionelle netværk. Efter vejledningsforløbet har hver deltager udarbejdet en plan for deres karriere her i Danmark og udfyldt en kompetencemappe på www.minkompetencemappe.dk ,” fortæller underviser Claus Kronborg.
God indgang til arbejdsmarkedet
”Jeg sagde ja til dette forløb, fordi jeg gerne vil have en god forståelse for den danske kultur og blive bedre til at skrive et CV og dermed søge job. Jeg vil gerne lære om miljøet på arbejdspladsen. Forløbet er meget informativt og effektivt. Det giver mere styrke og bevidsthed om systemet, og det er meget brugbart og støttende,” siger kursist Hossai Amar Khail, som har været i Danmark i knapt et år, og har en bachelor i virksomhedsadministration fra Afghanistan.
”Forløbet er godt for nyankommne, som ikke ved noget om det danske system. Vi får gode redskaber til at træde ind i den professionelle verden og skabe os en fremtid. Samtidig er det en god måde at skabe netværk på, da dette kursus kan åbne nye døre. Vi har gode sessions, og bliver godt forberedte til jobinterviewet. Det er en fuld pakke for professionelle, som er nye i Danmark, og som ønsker en karriere og bidrage til samfundet,” fortsætter Hossai Amar Khail.
”Jeg får en forståelse for min professionelle personlighed, jeg bliver bevidst om, hvordan jeg skal bruge mine kompetencer og viden, og hvordan jeg skal agere på en dansk arbejdsplads. Jeg får en god fornemmelse og et godt billede af, hvordan de uskrevne regler er for en dansk kollega, og hvordan er man overfor hinanden og sin chef,” fortæller Hossai Amar Khail.
”Vi lærer også den rigtige måde at søge et job på, og hvad en jobansøgning skal indeholde. Det er meget vigtigt i forhold til, hvor jeg kommer fra, især den personlige del. Jeg føler mig bedre rustet til at skulle både søge og starte et job i Danmark,” siger Hossai Amar Khail.
”Jeg valgte dette kursus, fordi det kan hjælpe mig med at finde et job, og give mig en god viden om den danske arbejdskultur. Hvad er den bedste måde at søge job på; hvordan kan jeg fx få en praktikplads og hvordan er forholdet mellem chef og kollega,” fortæller kursist Fateh Hakmi, som har været i Danmark i omkring 1 ½ år, og er uddannet farmaceut fra Syrien.
”Jeg har lært at skrive CV og jobansøgning. Der er stor forskel på jobinterviewet i Danmark og Syrien. I Danmark er det okay, at jeg selv stiller spørgsmål, og på vejledningsforløbet kan vi få eksempler på, hvad jeg kan spørge om, og hvad kan jeg forvente at intervieweren spørger mig om. For mig var det vigtigt at lære, hvilke personlige ting, jeg skal skrive på CV´et. Det har været et meget brugbart forløb og jeg har fået mere selvtillid til at søge job, og er godt forberedt til den danske kultur,” siger Fateh Hakmi. ”Det er rart at forløbet på skolen er planlagt med både individuelle snakke, læreroplæg, selvstændigt arbejde, plenum i klassen og gruppearbejde,” afslutter Fateh Hakmi.
Vejledningsforløbet hedder ’Pathfinder – uddannelsesvejledning til højtuddannede flygtninge’, og det er repræsenteret i Kommunernes Landsforenings inspirationskatalog ”Kommunale veje til god integration” og på KL’s hjemmeside. For øjeblikket har kursuscentret på Køge Handelsskole et forløb i gang med 11 flygtninge i samarbejde med Køge Kommune og Center for Dansk og Integration. Kursuscentret på Køge Handelsskole planlægger at udbyde endnu et forløb i foråret 2016.
For mere information kontakt projektleder Karen Skipper på telefon 4061 6973 eller mail kms@khs.dk; eller centerchef Allan Corfitsen på telefon 2446 2669 eller mail abc@khs.dk.

